Grillet perlehøne med græskarpure, blommekompot og skovsyre.

Jeg er i den heldige situation, at min lokale Irma tit har frisk perlehøne i køledisken. Perlehønens smag minder lidt om fasanens, men den er knap så mager. Man kan sagtens erstatte perlehønen med kylling eller fasan, jeg ville dog ikke anbefale at grille hvis man bruger fasan.

Til 4 pers.
Ingredienser.

4 Perlehønebryster

2 Butternutgræskar

Lidt olivenolie

1Tsk. chili

Salt efter behag

1 Æg

6 Blommer

3 Skalotteløg

1 Hvidløg

1 Stjerneanis

3 Spsk. balsamico

1 Bdt. skovsyre

Blommekompot.

1.Skær skalotteløg og hvidløg i fine skiver og brun dem i en gryde.


2. Skær blommerne i kvarte og tag stenene ud og put dem ned i gryden, når løgene har taget farve.
3. Steg dem et par minutter og hæld dernæst balsamico i.
4 . Lad det koge ind et par minutter. Put stjerneanisen i et kaffefilter og put den i kompotten.

5. Hæld kompotten i et patentglas og sæt det i køleskabet. Husk at tage stjerneanisen op af kompotten inden brug.


Græskarpure.

1. Skær græskarerne i kvarte og fjern kernerne fra dem.
2. Læg dem på en bageplade og smør dem ind i olivenolie.

3. Giv dem ca. 30-40 minutter i en 180 grader varm ovn.
4. Befri de møre græskarstykker fra skindet og put dem ned i en skål.
5. Blend stykkerne med et æg og tilsæt chili og salt tilsidst.
6. Hold pureen varm i en varm ovn.

Grillet perlehøne.

1. Se perlehøne brysteterne efter fjer og smør dem ind i olivenolie.
2. Giv dem alt efter størrelse en 15-20 minutter på en varm grill. Brystet er færdigt, når det fjedrer let, når man trykker på det.Det må for guds skyld ikke blive for hårdt, så vær opmærksom, når du griller.

Anret Perlehønen med den varme pure og kolde kompot. Pynt med skovsyreblade.


Vinvalg: På grund af de grillede elementer og chilien, har jeg valgt lidt heftigere sager end jeg plejer at bruge til fjerkræ. Valget faldt på en dejligt balanceret og garrique krydret Cotes du Rousillion fra Etienne Montes, som klarede alle elementerne i strakt arm.( La garrique, Cotes du Rousillion 2010. Købes for 110 kr. hos www.compagniet.dk).
En balanceret Cotes du Rhone, gerne Villages, ville også gøre sig til denne ret. Ikke mindst en kraftig fadfri Barbera D' Alba. Fx. Cigliutis Barbera D' Alba, Vigna Serrabolla 2011 . Købes hos  www. Loegismose.dk

Kommentarer

Populære opslag