Fasan med vildtsauce og hasselbackkartofler.

Lørdag eftermiddag faldt jeg over denne skønne fasankok i Irmas køledisk. Jeg mindes de utallige gange, hvor jeg har prøvet at lave grydestegt fasan efter diverse kogebøgers anvisning. De fleste "gammeldaws" kogebogsforfattere priser den fantastiske "vildtsovs" man får ud af denne tilberedningsform. Jeg er somregel endt med at stå med en fantastisk sovs og en fasan, der havde fået for meget. Det måtte der gøres noget ved, derfor startede jeg med at partere fasanen i fem dele: Lår, bryster og skrog.
Dernæst hakkede jeg et løg, en gulerod og lidt fennikel og smed det ned i trykkogeren, som havde fået et par spiseskefulde olivenolie, mens jeg hakkede grønsagerne.

Efter fire minutter smed jeg skroget ned i "kogeren" sammen med 5 tørrede enebær og brunede det godt. Derefter tilsatte jeg to deciliter portvin og fire deciliter vand og satte fuld blus på. Fonden fik derefter 45 minutter i trykkogeren. Hvis man gør det i en almindelig gryde, så regn med 2 timer, da en trykkoger forkorter processen betydelig.
Mens fonden stod og boblede, soignerede jeg lår og bryster og viklede lårene ind i lufttørret skinke. De røg ind i ovnen (200*) med kartoflerne, som lige havde fået et par "skivesnit" foroven og et bløb olie samt et drys salt.
*Husk at vente en time med at sætte lår og kartofler ind, hvis at du laver fond i en almindelig gryde
 Jeg lagde brysterne i en saltlage ( ca. 3 spsk. salt til en halv liter vand) ca. en halv time. Det plejer at give et mere saftigt resultat.
Efter 45 minutter ( 2 timer, hvis det er i gryde) var fonden færdig. Skroget og grønsagerne blev siet fra og dernæst kogte jeg fonden ned  til halvdelen. Mens fonden kogte mærkede jeg om kartoflerne var bløde, lårene var klare, så dem tog jeg ud. Jeg satte blus på en pande, tørrede brysterne af og stegte dem nænsomt i olivenolie i ca. 8 minutter.
Den nedkogte fond blev tilsat lidt salt og peber og blev jævnet med maizena. Tilsæt evt. lidt fløde, hvis du ønsker en mere cremet sauce. Voila, så er du klar.

Vinvalg: Drik en god saftig Chianti Classico til, gerne med alder. En ikke alt for voldsom Cotes du Rhone, eller en letbenet Argentinsk Malbec ville også være gode bud

Ingredienser
1 Fasan kok
Olivenolie
1 Løg
1 Gulerod
1/4 Fennikel
5 Enebær
2 dl. Portvin
En pk. lufttørret skinke
Salt
Peber
Vand
Kartofler
Maizena
(Fløde)




Kommentarer

Populære opslag